Hos Aarstiderne er vi over 300 fuldtidsansatte medarbejdere. For at kunne dække alle de discipliner, der skal løses på vejen fra bonde til kunde, er vi en skøn og blandet landhandel af fagligheder, der strækker sig lige fra landmænd til lagerarbejdere, fra kokke til kvalitetskontrollører og fra marketingspecialister til madelskere. Sidstnævnte kategori tilhører vi vist alle sammen.
Alle som én bidrager vi med vores specialkompetencer for at få forretningen til at hænge sammen og måltidskasserne leveret på trappestenen. Uge efter uge, hele året rundt.
I alt er vi mere end 50 forskellige fagligheder og 12 nationaliteter samlet på ét sted, så snakken over frokostbordet går i virkelig mange retninger, og det er bestemt ikke kedeligt.
Organisationen er præget af en stærk iværksætterkultur – men i lige så høj grad af, at vi sætter i system, strømliner arbejdsmetoder og udvikler nødvendige IT-strukturer, så produktion og levering af måltidskasser kører så smertefrit, som muligt.