Hos Aarstiderne er vi omkring 240 medarbejdere, der hver dag arbejder for at give flere lyst til at spise mere grønt. Vi tror, at den gode smag er nøglen til at skabe en forandring i vores madvaner, og derfor arbejder vi konsekvent med økologiske råvarer i sæson og løsninger, der gør grønne valg både nemme og velsmagende i hverdagen.
For at få hele rejsen fra bonde til kunde til at hænge sammen, er vi en mangfoldig sammensætning af fagligheder – fra landmænd og lagerarbejdere til kokke, kvalitetskontrollører, marketingspecialister og madelskere. Forskelligheden er en styrke, og fælles for os alle er ønsket om at gøre en reel forskel gennem det, vi laver.
Vi er mere end 50 forskellige fagligheder og 12 nationaliteter samlet ét sted, og det mærkes i hverdagen både i samarbejdet, i samtalerne over frokostbordet og i måden, vi udfordrer hinanden på.
Aarstiderne er præget af en stærk iværksætterånd og en vilje til hele tiden at udvikle os. Samtidig arbejder vi målrettet med at sætte tingene i system og styrke vores arbejdsgange, så vi også i fremtiden kan levere økologiske dagligvarer og måltider med høj kvalitet, ansvarlighed og omtanke for både mennesker og miljø.